Dagligdagen

Læs hvordan dagligdagen er tilrettelagt i institutionen, fra vi åbner om morgenen, til vi lukker om eftermiddagen.

Daglige rutiner er med til at skabe tryghed og giver gode muligheder for læring for børnene.

Kl. 06.30 åbner Børnehuset Midgaard. Fra kl. 06.30-07.30 bliver alle børn modtaget i alrummet af vores faste morgenåbner fra vuggestuen og en medarbejder fra børnehaven.

Kl. 07.30 hvor fordeler vi os på stuerne og går i gang med leg eller forskellige aktiviteter.

Vuggestuen

Vi tager individuelle hensyn til de allermindstes sove- og spisetider. For de flestes børns vedkommende er de ved etårsalderen klar til at følge den almindelige dagsrytme.

Kl. 07.30-08.00 hjælper børnene med at gøre stuen klar til dagens leg og aktiviteter.

Kl. 09.00 skal alle børn gerne være mødt ind. Vi får lidt at spise. Under måltidet snakker vi om, hvem der er mødt, hvorfor mon de andre er fraværende, vejret, hvilken dag det er, og hvad vi skal lave. Ofte fortsætter vi med en samling nede på gulvet, hvor vi synger, spiller eller lignende. På vores aktivitetstavler kan børnene se, hvad der skal ske i løbet af dagen.

Kl. 09.30 starter vi op med planlagte eller spontane aktiviteter. Det kan være projektarbejde, musik, bevægelse, kreativitet osv. Vi når også en tur udenfor hver formiddag - nogle på legepladsen og andre på en lille tur uden for institutionen.

Kl. 11.00 samler vi børnene indenfor på hver stue. Børnene vasker fingre, tager hagesmæk på og sætter sig ved bordet. Imens er et par børn med en voksen ude i køkkenet for at hente rullebordet med maden på. Ventetiden ved bordet, indtil rullebordet ankommer på stuen, bruges til sang, en historie eller måske en snak om de oplevelser og erfaringer, som børnene har gjort sig i løbet af formiddagen. De børn som har hentet rullebordet, deler også tallerkener, glas m.m. ud på bordene. De voksne spiser (smager) med ved bordet som gode rollemodeller.

Efter spisning går/kravler/løftes alle børn på badeværelset for at blive vasket lidt i ansigtet og på hænderne. Nogle skal have en tør ble på, mens andre skal forsøge sig på det lille toilet eller potten. Langt de fleste børn sover herefter til middag i en krybbe eller barnevogn eller på en madras. De børn som ikke sover, hjælper med at rydde op efter middagen, leger eller slapper af. De børn som snart skal starte i børnehaven, kan også komme på besøg på den store legeplads.

Kl. 14.00 begynder børnene at vågne fra deres middagssøvn. Vi spiser eftermiddagsmad, hygger, er på badeværelset og leger på stuen, i alrummet eller på legepladsen.

Kl. 16.00 samler vi alle de børn, som ikke er blevet hentet endnu, i alrummet eller på legepladsen.

Børnehaven

Kl. 09.00 vil vi gerne, at alle børn er mødt ind, fordi vi holder samling stuevis. Under samlingen vægter vi ro og fordybelse og vil derfor ikke forstyrres unødvendigt. Efter samlingen går børnene gerne i grupper, hvor de laver et projekt, leger eller lignende.

Børnene spiser sammen på deres stue fra kl. 11.00-12.00. Hver stue har deres rutiner i forbindelse med middagen, f.eks. vaske hænder, dække bord, hente mad og lignende.

Efter middagsmaden leger børnene inde eller ude. Børnene kan sove til middag, hvis de har behov for det.

I løbet af eftermiddagen bliver børnene hentet. Vi tilstræber at sige ordentligt farvel og fortælle lidt om, hvordan dagen er gået.