Traditioner

Vi har mange traditioner i Børnehuset Midgaard. Nogle følger de danske højtider, mens andre er vores egne.

Fastelavn

Til fastelavn slår vi katten af tønden og får fastelavnsboller. Børnene kommer udklædte hjemmefra.

Bedsteforældre-plantedag

I maj/juni måned inviterer vi til bedsteforældre-plantedag, hvor vi pynter vores legeplads fint op med blomster og planter, som børnene efterfølgende hjælper med at passe.

Sommerfest

I maj/juni måned holder forældrene en dejlig sommerfest med forskellige aktiviteter og fællesspisning.

Sommerminder

I juni laver hvert barn sin egen sommerferiemindeæske, eller også forbereder vi på anden vis, at vi skal arbejde med sommerferieminder efter sommerferien.

Koloni for kommende skolebørn

I august/september tager de børn, der skal i skole næste år, på koloni. Kolonien foregår på Fjordcentret i Voer med sejltur på fjorden, fisketur i vaders og meget andet. Vi er længe oppe om aftenen, og der er fællessang ved lejrbålet. Vi afslutter turen med forældrekaffe på Fjordcentret.

Halloween

Den sidste fredag i oktober holder forældrerådet Halloween med udklædning (valgfrit), græskarudskæring og fællesspisning.

Julefest

Omkring den 1. december holder vi julefest. Vi mødes til et glas gløgg og æbleskiver, og så er der godter og lidt sundt til børnene og deres søskende. Måske kommer julemanden på besøg.

Julehygge med bedsteforældre

Torsdag og fredag i den første uge i december inviterer vi børnenes bedsteforældre til julehygge. Stuerne omdannes til værksteder, hvor man kan vokse æbler, lave juledekorationer, klippe julepynt, komme i julebio eller læse juleeventyr for børnene. Der er også kaffe og kage.

Julefrokost

Tæt på juleferien holder vi julefrokost for børnene. Vi dækker fine juleborde og synger kendte julesange, inden vi kaster os over den lækre julemenu. Alle har festtøj og nissehue på denne dag.