Faciliteter

Børnehuset Midgaard ligger i gåafstand til Randers centrum omgivet af parker, skov og bæk. Vi ligger tæt ved fjorden.

Børnehuset Midgaard er en kombineret institution med både vuggestue og børnehave.

Arkitekt Rudolf Tvede har som idégrundlag tegnet institutionen efter de gamle vikinge-langhuse. Denne idé er videreført i udsmykningen både indenfor og udenfor med stiliserede Midgaardsorme.

Vi forandrer rummene løbende med udgangspunkt i børnenes interesser, behov og alder.

I børnehaven bliver stuerne benyttet til forskellige kreative aktiviteter, som kan blive stående dag for dag.

Børnehavebørnene spiser i alrummet.

Materialer og legetøj

Vi har dukker, legoklodser, malebøger, biler, spil og puslespil.

Vi har også legetøj og materialer, som ikke har en "låst funktion", men taler til den enkeltes kreativitet, f.eks. pap- og plastrør, tæpperester, forskellige klodser store og små træstykker, mursten, skumgummi og flamingo. Derudover henter vi også naturmaterialer.

Atelier

Vi har et atelier, som er en central del af fællesrummet. I atelieret kan børnene fordybe sig i forskellige materialers muligheder. I atelieret er børnenes kreative arbejde udstillet i glasmontrer.

Atelieret kan bruges til en lille gruppe børn ad gangen med en voksen på sidelinjen.

I vores atelier har vi mange ReMida-materialer. ReMida-materialer er udvalgte overskudsmaterialer og fejlproduktioner fra forskellige fabrikker, butikker og lignende. Vi har valgt disse materialer, fordi materialerne udvikler børnenes evne til at bruge hånd og hoved i samspil. Vi ser, hvordan materialerne sætter mange nye og anderledes overvejelser i gang hos børnene. Det er materialer, som kan forandres og bruges på mange forskellige måder frem for færdigproduceret legetøj.

Legeplads

Vi har en dejlig legeplads, og børnene vil altid kunne præge udviklingen af den. Det har været vores intention at hente naturen ind på legepladsen, og derfor har vi lavet legepladsen af naturens materialer.

På legepladsen har vi blandt andet et klatretårn, et trækar til vandleg, en fodboldbane og en rutsjebane.